Babyvenlige opskrifter
Familiemåltider & snacks
Ovnkartofler & gulerødder m. babyvenlig grøn dip
INGREDIENSER
- 1 kg kartofler
- 500 g gulerødder
- 1 dl persille
- 1 dl purløg
- 2 pasteuriserede æggeblommer
- 1 spsk. hvidvin eller æbleeddike
- 1/2 tsk. sennep
- Ca. 2 dl rapsolie
FREMGANGSMÅDE
Start med at skylle kartofler og gulerødder og skær dem i både og stænger. Vend dem i olivenolie (salt & peber kan du putte på når din baby har fået), på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen på 220 varmluft i 30-40 minutter.
Med din stavblender, blender du æggeblommer, persille, purløg, sennep, eddike og halvdelen af olien. hæld derefter resten af olien i lidt ad gangen indtil du har en cremet grøn mayo. Smag til med salt & peber.
Tip: Får I ikke spist dem alle, kan de sagtens genvarmes dagen efter - der er de lige så gode.
Babyvenlige Grøntsagsbrud
INGREDIENSER
- 2 gulerødder
- 1 squash
- 1 løg
- 4 æg
- 1 dl mel
- 2 dl havregryn
- ca. 150 g. vesterhavsost eller modnet cheddar
- 1 tsk, sort peber
FREMGANGSMÅDE
Skyl og rens grøntsagerne og put dem i din foodprocessor. Kør et par omgange og put så de resterende ingredienser i. Kør det hele godt sammen - tilføj mere mel eller havregryn hvis farsen er meget våd.
Beklæd en bageplade med bagepapir og form ca. 20 små pandekageformede grøntsagsbrud med en spsk., og bag dem i ovnen i ca. 20minutter til de er gyldne på toppen. 180 varmluft.
BLW: de her er i øvrigt virkelig gode for baby selv at sidde med.
Spis dem sammen med de bagte kartofler og gulerødder og dyp også de her i den grønne mayo. Ja tak!
Babyvenlig kikærte karryret
INGREDIENSER
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- ca. 4cm ingefær
- 1/2 broccoli
- 1 peberfrugt
- 2 gulerødder
- 2 spsk. karry
- 1 dåse kikærter, drænede og skyllede
- 1 dåse flåede tomater
- 1 dåse kokosmælk
FREMGANGSMÅDE
Start med at hakke løg, hvidløg og ingefær. Steg det på panden i et par minutter. tilføj derefter hakket broccoli, gulerødder og peberfrugt - steg yderligere et par minutter. Tilføj karry, kokosmælk, flåede tomater og kikærter og lad det simre i ca. 15min. Smag til med ekstra karry og salt & peber. I mellem tiden kan du klargøre tilbehør.
Server med ris, ananas, kokos og rosiner. Alle vil elske det!
Verdens bedste linselasagne
INGREDIENSER
- 1 squash
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 1 dåse grønne linser, drænede og skyllede (du kan sagtens bruge røde)
- 200-300g champignoner
- 1 peberfrugt
- 2 stænger bladselleri
- 1 tsk. tørret timian & basilikum
- 2 tsk. paprika
- 1 tsk. cayennepeber
- 2 spsk. soya (kan udelades)
- 1 grøntsagsbouillon (kan udelades)
- 2 dåser flåede tomater
- 1 dåse tomatpuré
- Mornaysauce; købt eller hjemmelavet
- Lasagnepladder
FREMGANGSMÅDE
Løg, hvidløg, selleri og champignoner kommes i din foodprocessor. blend godt, og steg i en gryde i lidt olivenolie, i ca. 4min. Tilføj basilikum, timian og paprika. Kom squash, gulerødder og peberfrugt i foodprocessoren, blend og put det i gryden til løgene. Steg et par minutter og tilføj tomatpuré, flåede tomater, linser, paprika, cayennepeber, soya og de to tomme dåser tomater med vand også. Lad det hele koge sammen i 10-20 minutter. (jo længere tid det koger, jo mere smag).
Saml herefter din lasagne; sauce - mornay - plader. Gentag så der er to lag plader og slut af med sauce og mornay. Den smager virkelig dejligt med revet cheddar på toppen. - Bag den i ovnen i 30min, 180 varmluft.
Babyspinat-banan muffins
INGREDIENSER
ca. 10 stk
- 2 modne bananer
- 2 dl spinat
- 4 juicy dadler, udstenede
- 3 dl havregryn
- 1 dl mælk (jeg bruger havremælk)
- 1 tsk vaniljepulver eller vaniljesukker
FREMGANGSMÅDE
Put alle ingredienserne i din foodprocessor og blend til alt er godt mikset. Hæld derefter dejen i muffinsforme og bag dem på 180 varmluft i ca. 20min.
BLW: De her er også gode for baby selv at sidde med.
De holder sig bløde og friske i køleren i 3 dage i en lufttæt beholder - og de kan fryses.
Jordbær klatkager
INGREDIENSER
- 2 dl friske jordbær
- 2 modne bananer
- 1 æg
- 1 spsk. kokosolie
- 1 tsk. vaniljepulver eller vaniljesukker
- 1 tsk. bagepulver
- 3 dl rest grød (uden mme)
- 1 dl havregryn
- Eller 5 dl havregryn i alt, uden grøden.
FREMGANGSMÅDE
Hak jordbærene fint. Mos bananerne i en skål og bland jordbærene heri. Tilføj de resterende ingredienser og bland godt sammen. beklæd en bageplade med bagepapir, form små tykke klatter med en ske og læg dem på pladen.
Der bliver ca. 20stk - alt efter hvor store du lave dem.
De holder sig fint friske i køleren i op til 3 dage, og de kan fryses.
Babyvenlige havregrynskugler
INGREDIENSER
- 2 dl havregryn
- 1/2 dl cashewnødder
- 15 stk. juicy dadler, udstenede
- 1 spsk. kakaopulver
- 1 spsk. kokosolie
- 1 spsk. vand
- 1 dl kokos til at rulle dem i
FREMGANGSMÅDE
Babyvenlige havregrynskugler. Ja tak!
Put alle ingredienser, undtagen kokos, i din foodprocessor og kør til nødderne er blendet og alt er kørt godt sammen. Rul herefter kugler i ønsket størrelse og rul dem i kokos på en tallerken.
De er bedst efter en times tid på køl og de holder sig gode i op til 4 dage i køleskabet.
Æble daddelkugler
INGREDIENSER
- 15 stk. juicy dadler, udstenede
- 1/2 æble
- 1/2 dl cashewnødder
- 2 dl havregryn
- 1 tsk. ægte kanel
- 1 spsk. kokosolie
- 1 dl fintmalede mandler til at rulle dem i
FREMGANGSMÅDE
Put alle ingredienser, undtagen mandlerne, i din foodprocessor og kør til nødderne er blendet og alt er kørt godt sammen. Rul herefter kugler i ønsket størrelse og rul dem i fintmalede mandler på en tallerken.
De er bedst efter en times tid på køl og de holder sig gode i 3 dage i køleskabet.
Du kan rulle dem i lige det du vil; kokos, nødder, babyvenlig granola eller frysetørret bær.
Bananpandekager m. blåbær
INGREDIENSER
ca. 15 styk:
- 2 modne bananer
- 2 æg
- 1/2 dl frosne blåbær
- 4 dl havregryn
- 1 tsk. vaniljepulver eller vaniljesukker
- 1 tsk. bagepulver
FREMGANGSMÅDE
Babypandekager.
Alle ingredienser kommes i din blender og blendes til alt er en flydende masse. Steg tykke dejlige luftige babyvenlige pandekager i kokosolie, ca. 2 min på hver side.
Når pandekagerne begynder at lave luftbobler, så ved du at de skal vendes.
De holder sig friske i køleren i ca. 3 dage - og de kan fryses!
Jordbær-banan smoothie
INGREDIENSER
- 2 glas
- 3 dl frosne jordbær
- 1 stor banan
- 1/2 dl mandler
- 6 dl havredrik
- 2 dl yoghurt (kan udelades)
- 1 tsk. vaniljepulver
FREMGANGSMÅDE
Put alle ingredienser i blender, og kør til det hele har en dejlig flydende konsistens (ca. 1 minut i en højhastighedsblender). Ønsker du den mere flydende, putter du bare mere væske i.
Til de helt små, kan den gives af ske.
(Er du ikke tryg ved frosne jordbær, kan du koge dem op i et minut. De må gerne fryses igen bagefter)
Eksotisk gul smoothie
INGREDIENSER
- 2 glas:
- 3 dl frossen ananas
- 1 gulerod
- 1/2 dl appelsin- eller citronsaft
- 5 dl vand
FREMGANGSMÅDE
Put alle ingredienser i blender, og kør til det hele har en dejlig flydende konsistens (ca. 1 minut i en højhastighedsblender). Ønsker du den mere flydende, putter du bare mere væske i.
Til de helt små, kan den gives af ske.